Fluebinding

Hvad er fluer? Svaret afhænger helt og holdent af den der bliver spurgt.

Jeg oplever ofte at folk uden indsigt i vores hobby spørger hvad det er man laver, når man sidder og binder fluer. Svaret er ofte "binder fluer" og det selv om man er midt i en børsteorm imitation eller en stor reje.

Jeg har sågar oplevet folk der troede at man tog gas på dem, for de kunne jo udmærket godt se at det der man sad og gjorde, intet havde med de irriterende dimser at gøre, der flyver rundt i stuen og er trælse.

Derfor vil jeg forsøge at forklare hvad fluer i vores verden egentlig er for noget. Lad det være sagt med det samme, teksten her er ikke for hverken fiskere eller fluebindere. Derimod er det skrevet til dem der nok har hørt om noget der hedder fluebinding, men i øvrigt indtil nu har været komplet uvidende eller fuldstændig ligeglade.

Ganske kort er en flue den dims der sidder for enden af en flueline.

Dimsen er en krog der på en eller anden måde er beklædt med forskellige materialer for på den måde at lave en illusion om liv.

Disse materialer der bruges til at klæde krogen, kaldes for fluebindingsmaterialer og består historisk af fjer og hårmaterialer fra en masse forskellige pelsklædte dyr.

I afsnittet "Fluebinding" gennemgås disse i detaljer.

Men en flue kan også være meget andet. Først er jeg nød til at fortælle at man deler fluer op i forskellige grupper alt efter arten hvortil de skal bruges samt hvilken type vand de bindes til.

Det helt gamle klassiske fluefiskeri deles op i to grupper. Fluer til ørred og fluer til laks.

Først nævnte gruppe består igen af tre hovedgrupper: tørfluer, vådfluer og nymfer.

Tørfluerne er oftest insektimitationer og her meget ofte imitationer af døgnfluer og vårfluer, altså insekter der har deres første del af livet nede i vandet (netop som nymfer). Disse svømmer enten op til overfladen og klækker til et vinget insekt, eller de har deres forvandling til vinget insekt i en puppe eller hus nede i vandet og det færdigudviklede vingede insekt svømmer så til overfladen indkapslet i en iltboble, på samme måde som en dykkerklokke (sidstnævnte gælder ofte for vårfluer)

Dykkerklokken eller iltboblen ligner en sølvkugle nede i vandet. Derfor er nogle fluer bundet med krop af sølv tinsel.

Dvs. tørfluer er imitationer af insekter der befinder sig på vandets overflade.

Tørfluer kan også være landlevende insekter der blæser på vandet ved et uheld. Denne gruppe hedder på fluebindersprog "Terrestrials" Når disse nævnes er det oftest biller (mariehøns), græshopper, edderkopper og stankelben.

Fælles for dem er at de ligger i overfladen og spræller så fiskene kan se dem, + at de er store, altså giver en ordentlig mundfuld på en gang i modsætning til de mange meget mindre insekter.

Her er det måske på sin plads at nævne, at videnskabsmænd har talt sig frem til at en normal gennemsnits størrelse ørred åbner munden ca. 42.000 gange i døgnet for at tage føde til sig.

Vådfluer er historisk insektimitationer der er druknede, altså vingede insekter der af ene eller anden årsag er kommet under overfladen. Her opstår en af selvmodsigelserne. For hvis et insekt er druknet, hvordan kan det så bevæge sig opstrøms.

Det er et af paradokserne. Igen en historisk overlevering der siden har vist sig ikke at have hold i virkeligheden.

Nymferne er insektlarver eller krebsdyr der lever hele deres liv under overfladen. Den historisk korrekte metode til denne for form for fiskeri er opstrøms. Det betyder at man kaster fluen imod strømmen og den driver så med strømmen ned til fiskeren igen. Det er samtidig den form for fiskeri der stiller størst krav til udøveren.

Disse tre typer kaldes alle fluer og er som tidligere nævnt beregnet til fødesøgende fisk i ferskvand.

Så er der en gruppe vi kalder for laksefluer (selvom de også bruges til havørred) kendetegnet for gruppen er at de er beregnet til at fange fisk, der i virkeligheden slet ikke tager føde til sig. Dvs. laks og havørred der trækker op i ferskvand for at gyde.

Fluer til disse fisk var historisk større udgaver af ørredfluer, men udviklede sig over tid (i det victorianske England) til store farvestrålende og pompøse fjerkreationer. I afsnittet "Klassiske laksefluer" findes masser af smukke eksempler på disse små kunstværker.

Deres udviklingshistorie er der skrevet kilometervis af bøger om, og det vil føre for vidt at komme dybere ind i emnet her.

Blot vil jeg nævne at nogle af de ældste laksefluer fra Scotland og Irland er rejeimitationer (Ca. år 1800)

Disse fluer der har deres egen helt specielle udviklingshistorie og vuggen for dette fiskeri stod ved floderne Spey & Dee i Skotland.

I slutningen af 1960'erne gik pionerer som Per Karlsen og Jan Grünwald (samt flere andre) på kysten og forsøgte at overføre fluefiskeriet til saltvand. Denne form for fluefiskeri kaldes kystfiskeri, og fluerne hertil kaldes for kystfluer.

Disse fluer er også imitationer, men denne gang af det liv der findes i havet. Småfisk, rejer, børsteorm, krabber, ål, blæksprutter, ja find selv på mere.

Denne gruppe er i virkeligheden den mest omfattende. Det er den fordi kystfluefiskeriet er så nyt at der ikke findes så mange dogmer om hvad man kan, og især hvad man ikke kan.

Samtidig er det sådan at ørreder i saltvand på ingen måde er kostforagtere, men kaster sig over alt de kan gabe over. Man opdagede at havets andre fiskearter også kunne fanges på flue, altså en krog klædt med dyrester eller plastic glimmer af en eller anden slags.

Som det sikkert er de fleste bekendt, har vi omkring 8000 km kyst omkring vores land. Det meste er lavt vand man kan vade i og hvor der findes opvæksområder for fiskeyngel oa.

Det sammenholdt med de mange fiskere der har langt til de Jyske åer, har medført at kystfluefiskerne virkelig har vist vejen for de mange der har lyst til denne form for fiskeri og langt størstedelen af de fiskere der udøver denne sport, er bosat på øerne og Jyllands østkyst.

Gennem 80'erne & 90'erne dukkede en ny type fiskere op. Det var flyderingsfiskere, altså fiskere der sad i en oppustelig gummiring  ude i søerne og fiskede efter de fisk der er sådanne steder. Det er mest gedder og aborrer. Fluerne kaldes ofte for Geddefluer (se afsnittet i "Fluer") De er ofte både 20 og 25 cm lange, og ligner noget fra et omrejsende tivoli, altså spraglede med masser af farver og glimmer. De er svære at håndtere, og geddefluenørder har udviklet specielle stænger til formålet.

Til denne type fluer bruges masser af plastic glimmer og kaninskind. De skal forestille fiskeimitationer eller slet og ret lys og lyd i vandet, med formål at opnå fiskenes opmærksomhed.

Så er der opstået en form for fiskeri, hvor man i kunstige søer og mergelgrave udsætter fangstmodne fisk fra dambrug, for at folk kan købe sig et par timers mulighed for at fange en fisk. Disse vande kaldes put&take søer og der er opfundet mange både sjove og spændende fluer til dette fiskeri.

De fleste fluer er blot glimmer og farver som før nævnt ved geddefluerne, men en del er også mere eller mindre eksakte imitationer af de smådyr og insekter der lever i og omkring vandet.

 Så en flue i fluebinderens sprog er altså en fiskekrog hvorpå der er fastbundet fjer, stykker af samme, forskellige slags hår eller plastic og alt monteret så det giver fiskene en illusion om at det der bevæger sig i vandet foran dem er nogel levende der kan spises.

Eller med andre ord: En flue er et stykke bøjet ståltråd med dyrerester...