There are no translations available. November måneds opslagstavle indeholder:- Fluebindingskursus i Varde
- Skanderborg fluebindertræf
- Fiskebilleder af dykker og undervandsfotograf Kent Sørensen
- Flyderingstræf på Karlsgårde sø
- El-fiskeri Varde Å
Skanderborg Fluebindertræf 2006 Fluebindertræffet i Skanderborg er nu en realitet, og bliver afholdt i weekenden 10-12 marts. Der er kun 24 pladser og først til mølle princippet gælder, dog har de personer der tilkendegav tilmelding i år, fortrinsret. Send mig en mail såfremt at du ønsker program tilsendt.
This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it
Onsdag d. 30 november. Fluebinding i Varde. Emnet i næste uge bliver små rørfluer. De såkaldte "conehead microtubes" beskrivelser følger som sædvanlig senere på ugen. Mandag 28. november. Mere el-fiskeri Jeg har netop modtaget resultatet af weekendens el-fiskeri i Varde fra Per Nonbo den 26/11 fik vi 51 stk Hunlaks og 33 stk Hanlaks. 39 stk Hunhavørreder og 13 stk Hanner Den 27/11 fik vi 9 stk Hanlaks Vi tog ikke Hunlaks da vi har nok til vores udsætninger. 4 stk hanhavørred og 3 stk Hunhavørred. Vi tager en tur til Ansager på Lørdag den 3 Dec. og håber at vi får de sidste Havørreder der. Vi mangler ca 15-20 stk Hunner og 30 stk Hanner Så de af jer, der endnu ikke har været ude og kigge, har altså stadig chancen for en rigtig god oplevelse. Ansager Å d. 3. december. Endnu en gang skal der lyde et rigtig stort tak til alle de frivillige kræfter i Varde Sportsfiskerforening, der vedholdende laver det kæmpe stykke frivillige arbejde. GODT GÅET SVENDE... En enkelt dråbe malurt er der desværre også i bægeret. En enkelt lodsejer bruger al sin energi på at modarbejde foreningen, det har desværre medført at der er forbud mod at elfiske (og fiske) på et enkelt stykke af åen. Yderst beklageligt, det må være synd at have så bittert et liv, at man er nød til at modarbejde så god en sag. Lørdag 26. november. El-fiskeri i Varde Å. Dagen startede skønt med svag vind, høj blå himmel og en strålende sol. Det var koldt, men det havde ikke afholdt folk fra at blive hjemme. Der var således mødt flere end 100 tilskuere op. Trækket nedover skulle starte kl. 09.00. Elfiskeholdet var dog tyvstartet allerede kl. halv ni. Fiskeriet i formiddag foregik fra Sig og ned til værket. Der var mange fisk, og de var store. Den ene kæmpelaks efter den anden kom til overfladen. Den største fisk jeg så, var en laks på 114 cm, men endnu større fisk smuttede forbi. El-fiskerne havde det nu heller ikke alt for nemt, for der var meget vand i åen, men de gjorde et godt stykke arbejde, det skal der ikke være tvivl om. Resultatet af formiddagens anstrengelser blev 93 (rettet til 84) laks, og en del havørreder, alle ørrederne var mere eller mindre blanke, der var slet ingen sortfisk, lad os håbe at de allerede nu står og gyder i de små vandløb. Kender endnu ikke resultatet af fiskeriet nedstrøms værket. Men bringer alle oplysninger så snart de indløber fra Per Nonbo. Frokostpausen blev holdt ved værket, hvor Tommy Lykke på sædvanlig god vis havde medbragt marketenderi vognen og serverede røde pølser. (Det er altså en superklub deroppe i Varde) Eftermiddagens fiskeri hører I om så snart jeg har nyt. Onsdag 23. november. Fluer til Varde næste tirsdag. Tirsdag d. 30. Skal vi binde to kystfluer. En cactus reje og en matuka flue. | | 
| | 
| | | | Pink cactus reje | | Matuka flue | | | | | Søndag d. 20. november. Geddetur til Karlsgårde sø. Dagen startede lun og vindstille. Jeg valgte at køre til Karlsgårde sø for at sejle en tur i flyderingen. Da jeg kom frem, var der folk og biler overalt, overraskende mange, og jeg der troede at jeg skulle have søen for mig selv. Gik en runde for at hilse på og få en sludder med de der allerede var i gang. To unge fyre havde brugt formiddagen i båd, men de var på vej hjem. To andre medede med skaller, de hyggede sig og havde haft en god formiddag, ligeledes uden at fange noget. En enkelt agnfisker havde haft et forrygende morgenfiskeri, udfra historierne havde han nærmest kranet fisk på land, alt sammen på det første morgenlys. Samtlige fisk var blevet genudsat. En af de to medefiskere jeg talte med, havde fisket med flåd, men da bådene og flyderingene kom på vandet, valgte han at rigge om til bundfiskeri for ikke at komme i karambolage med andre fiskere. Hensynsfuld og prisværdig adfærd. Der var to flydere på søen da jeg ankom. Det var Jens Lygum fra flydeklubben og hans makker Lars. De fiskede begge med woblere, havde ingenting mærket, men pludselig fik de hul på bylden, og fangede tre fine gedder i løbet af ingen tid, alle fisk blev selvfølgelig genudsat. Jeg sejlede rundt en times tid indtil det blev for koldt, op på land og gang i Kelly kedlen, en varm kop kakao til at tø op på. På vejen hjem kom jeg forbi en lille jagthytte i området, her var et selskab ved at afslutte deres jagt, en af dem havde skudt et par snepper, og jeg havde det held at få lov at plukke de fjer jeg kan bruge til fluebinding. 
| Jens Lygum med flot 4 kg gedde, fanget på wobler |
Fredag d. 18. november. Fluer til Varde næste tirsdag Næste tirsdag d. 22/11 skal vi binde to kystfluer, en Flemming's killer og en børsteorm. Her ser I forskellige variationer af fluen, det er den forreste vi skal binde.   
| 
| Flemming's killer | Børsteorm |
Søndag d. 13. november. Jeg har skrevet en artikel om træffet i går, krydret med en masse billeder, Klik her Der er også plads til dig, velkommen til hyggen. Lørdag d. 12 . november. Flyderingstræf i Karlsgårde sø. I dag var det dagen for flyderingsklubbens 2 års fødselsdag. Arrangementet blev afholdt på Karlsgårde sø med ca. 20 deltagere. Der blev fanget fint med fisk på en hyggelig dag, men det kan I læse mere om i morgen, når jeg regner med at have skrevet historien færdig. Torsdag d. 10. november. Kystfiskeri i Lillebælt. Onsdag eftermiddag var afsat til et besøg på Gl. Ålbo campingplads. Skulle besøge Claus og hans kone, for at kigge lidt på fiskeriet. Campingpladsen ligger på Stenderup hage syd for Kolding fjord over for Fænø og byder på et fint kystfluefiskeri. Tirsdagens blæsevejr havde grumset vandet, men efterhånden som jeg fiskede mig nærmere fjorden, blev vandet stadig mere klart. Fin flad sandbund med tang, muslingebanker og ålegræs. Ingen farlige huller, bare godt fiskevand. Hørte tre fisk af vandet, men desværre ingen på fluen. Claus' kone kunne fortælle, at når hun står i køkkenet med åbne vinduer, hører hun jævnligt springende fisk, ja faktisk er hun blevet så varm på fiskeriet at hun selv vil i gang med fluefiskeriet, så er det jo godt at bo 25 m fra vandet. Denne lille hyggelige campingplads er ydermere et godt sted at holde kurser og seminarer. Man råder over et konferencelokale til ca. 25 mand, med alle fornødenheder. Fine små hytter med bad og toilet og rensebord på stranden. Er man til dykning, råder pladsen også over disse faciliteter. Se selv mere på deres hjemmeside. www.gl-aalbo.dk Onsdag d. 9. november. Fluemønstre til næste bindeaften i Varde. Tirsdag d. 15. skal vi binde en kystflue og en laksflue, nemlig en Polar Magnus og en Uldsok. Bindebeskrivelser kommer i løbet af et par dage og kan findes via forsiden, øverst til højre. 
| Polar Magnus | 
| Uldsok |
1. nov. Dagen efter. Så blev det første dag i fredningen og det er på tide at tænke på andet end å-fiskeri. I dag havde jeg det held at finde nogen flotte billeder på nettet om kutlinger, billeder jeg tænkte kunne bruges sammen med bindeinstruktionerne. Det kommer senere. Indtil videre kan I så nyde de meget flotte billeder som Kent Sørensen har taget. I finder flere billeder på www.wreckdiver.dk
| 
| Sandkutling |
There are no translations available. | Mandag d. 31. oktober. Lukket og slukket. Det var den sæson, det milde oktobervejr har gjort afslutningen noget anderledes end normalt. Måneden igennem har der været jævnt pres på fiskevandet og der er blevet fanget mange fisk af dem der har holdt på. Jeg brugte denne dejlige eftermiddag til en tur i Varde Å. Ikke med fiskestangen, men denne gang blot med fotografi apparatet. Jeg havde det held at se fem isfugle i dag, prøvede at fotografere en af dem, men se selv længere nede, med lidt god fantasi, kan man godt gætte at det er sådan en. Der var også masser af gang i fiskene, konstant var der fisk i overfladen, et sted, så jeg en laks springe fri af vandet, syv gange i stræk, frem og tilbage på tværs af åen, ikke svært at forestille sig hvordan de slås om pladserne. Tænk på hvor godt det bliver når de får 90 km å at gyde i, og det er heller ikke et sekund for tidligt. Billederne har jeg hentet mest i Varde Å, men også enkelte billeder af de næste måneders fiskevand, Karlsgårde sø, med masser af hugvillige gedder. Orla Abildgren har brugt meget tid deroppe den sidste tid, og melder gentagne gange om godt geddefluefiskeri i temmelig klart vand. Endelig et par hurtige billeder af Sneum Å, her den sidste dag i år. 150 dage til den nye sæson. 
| Vesterbæk | | | 
| Vesterbæk | | 
| Nedstrøms Karlsgårdeværket | | | 
| En glad fisker med en for årstiden pæn fisk | | | 
| Isfuglen er den røde klat midt i billedet | | | 
| Jeg havde fornøjelsen af at møde Max og Alfred. Her er Alfred ved at fiske Karlsgårdesvinget af | | | 
| Dette billede er hentet oven for omfartsvejen | | | 
| Her er det nye bassin der skal bruges til de elektrofiskede fisk. | | | 
| Her lidt mere |
| | | | 
| Karsgårde sø | | | 
| Mere sø | | | 
| Sneum Å ved Ålbækbroen | | | 
| Og udaf |
Fredag d. 28. oktober. Sommervejr i dag. Meteorologerne lover sommervejr i dag, op til 17 grader. Så nu her hvor vi er så tæt på afslutningen af sæsonen er det nok en god dag at komme ud i. De seneste dage har fiskeriet slet ikke været så ringe, bl.a. blev der fanget en flot blank nyopstegen laks i Sneum Å i går. De fleste fangster i øjeblikket er dog temmelig farvede. En enkelt fisker i området svinger sig da også op på at hjemtage sortfisk næsten dagligt, personligt bryder jeg mig ikke om det, men desværre har vi ingen regler der forhindrer at noget sådant sker, syntes bare ikke om at fiskene bliver slagtet når de først er kommet i gydedragt. Lukningen af åerne betyder så at vi skal til at flytte fokus til andre områder. På kysten er der masser af fisk og i Karlsgårde sø er geddefiskeriet begyndt at blive rigtig interessant, fra pålidelig kilde hævdes det at søen er renere end i mange år og med temmelig god sigt. Så en tur med flyderingen er ved at være på sin plads. Flyderingsklubben holder fødselsdagstræf deroppe først i november, se mere på hjemmesiden www.flyderingsfiskeri.dk Tirsdag d. 25. oktober. Regn & storm. Efteråret har ramt os for alvor, men alligevel er der folk ved åen. Der bliver også fanget fisk, men de fleste er så farvede at de burde genudsættes, men det er jo folks eget valg. I weekenden blev der fanget (og genudsat) endnu en laks på 1 meter, ellers er det mest Sneum Å det foregår i, der bliver dog også fanget enkelte fisk i Kongeåen. Lørdag d. 22. oktober. Højvande. Det har regnet meget i nat. Varde Å steg næsten 75 cm i løbet af formiddagen. Der var springende fisk og enkelte hug, men ingen fisk på land. Holsted Å er også steget meget, var derude for at se på den nye "røde bro" den gamle er nemlig afgået ved døden, se nedenfor. Torsdag d. 20. oktober. Efteråret er over os. Brugte eftermiddagen i Sneum Å. Der er rigtig blevet efterår, hård vind fra sydvest, masser af regn og kolde våde fingre. Vandet er steget hele eftermiddagen, det er grumset, og det flyder med gamle blade og løsrevne vandplanter. Det var næsten en farvel og tak for denne sæson-tur, men vent nu og se, vi har stadig 11 fiskedage tilbage før kysten kalder for alvor. Nå, turen i dag var trods alt dejlig, det er nu rart at komme en tur i naturen. Onsdag d. 19. oktober. Kongeåen og Varde Å i weekenden. Denne weekend var dedikeret til ørred og stallingfiskeriet i Kongeåen. Det var det fineste vejr lørdag, desværre var højtrykket så stabilt at fiskene trykkede sig hele dagen. Af de tre gæster jeg havde med, lykkedes det kun Claus at fange fisk, han fangede til gengæld også sin første stalling. Det var jo nok så fint. Selv havde jeg held til en mindre bækørred, der dog stod af i overfladen. Der var massive døgnflueklækninger, men fiskene var ikke særligt interesserede. Modsat søndag i Varde Å. Her havde Lars Isaksen held til at få fat i endnu en fin laks. Denne gang en fisk i området af 7-8 kg, der efter endt fight selvfølgelig blev genudsat. Lars fortæller videre at morgenen var meget kold, rimfrost, is i øjerne 1,5 gr. frost men samtidig masser af gang i fiskene, der sprang overalt på åen. Sæsonen er jo ved at klinge af herovre. D. 31 er sidste chance for fiskeri i vores område. Det betyder også at opslagstavlen bliver mindre aktiv den næste tid. Der vil fortsat være nyheder, som jeg mener har relevans, nu må vi se hvad vinteren bringer... Fredag d. 14. oktober. Støt op om kampen mod ulovlige net. Danmarks Sportsfiskerforbund har sat et nyt projekt i søen. Nu skal det ulovlige garnfiskeri stoppes og derfor er man begyndt at samle underskrifter for at råbe de ansvarlige politikere op. Gør DIN indflydelse gældende og skriv under på dette link. http://www.underskrift.ulovlige.net/
Om fiskeriet er der ikke meget at fortælle, her i formiddag var jeg på en tur i Holsted Å. Vandet er spritklart og meget lavt. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og det er varmt som i sommertiden. Så en enkelt fisk der rykkede på sig, men den ville ingenting. Tirsdag aften. I denne vinter afholdes der fluebindings kursus i Varde Sportsfiskerforening for klubbens medlemmer, øvrige interesserede kan orientere sig HER for at se programmet. Tirsdag d. 11. oktober. Så er det en realitet, nu er Varde Laksen fredet. Der er indrapporteret 123 laks hvilket betyder at nu må der ikke hjemtages flere af dem i år. Varde laksen er fredet Søndag d. 9. oktober. Var på en lille aftentur i Kongeåen i går. Dejlig og stjerne klar aften. I dag gik turen til Varde Å. Her var masser af folk, og masser af fisk, de sprang over alt, men de ville ingenting. Så efter at have vasket et passende antal fluer, returnerede jeg til Bramming. Fredag d. 7. oktober. Laksefredningen er suspenderet. Har netop talt med en af Varde foreningens medlemmer. Frednings"grænsen" er rykket. Vi må fange 123 laks før fredningen træder i kraft, hvilket betyder at der må fanges yderligere tre laks før det er slut for i år. Torsdag d. 6. oktober. Varde laksen er fredet. Så blev kvoten opfyldt i Varde Å. De sidste dages flotte fangster af laks op over 8 kg har medført at grænsen for hjemtagne fisk er nået. Pt. er der indrapporteret 119 hjemtagne laks. Det betyder at der ikke længere må hjemtages af dem, men "kun" af havørrederne. Det har været en fantastisk sæson der oppe i år, og vi må håbe at det er et varsel for den kommende sæson som der er 175 dage til ca. Brugte aftenen i Sneum Å i dag. Der var meget stille. Onsdag d.5. oktober. Børge var i telefonen i går, "Forkert Å mandag aften" sagde han. "Du skulle have været i Kongeåen, der var gang i den" To fisk var det blevet til. De var begge smuttet ved landingen, så det var ligesom i Sneum Å. Frank Jensen fangede og genudsatte en letfarvet havørred på 5-6 kg. Sneum Å var vanskelig i går, flere fine fisk viste sig, både i overfladen og helt fri af vandet, en enkelt pillede ved fluen, men ellers var der stille. Tirsdag d. 4. oktober. Efterår. Det er blevet efterår med hvad deraf følger. Dagene bliver stadig kortere, det regner og er koldt. Naturen har fået de prægtigste farver. Det er ørrederne også ved. Dvs. ikke dem alle, jeg havde fat i en i dag, helt blank, og sikkert helt ny fra havet. Den huggede forsigtigt, og efter lidt svømmeri op og ned af åen, var den ved at være træt, og jeg skulle til at lande den. Jeg kunne bare ikke nå, grøden mellem mig og fisken var så bred, at jeg måtte have det ene ben i vandet, men der var ingen bund, net i den ene hånd, og stang med fisk i den anden og jeg var langsomt ved at glide i vandet. Den kom ind til kesen fire gange, til sidst kom den i, krogen fangede nettet, fisken sprællede og farvel igen havørred på 65-70 cm. Det var træls, men jeg slap da for en tur i vandet. Nå, der gik lang tid og intet skete, før det var ved at være mørkt, så pludselig, endnu et hug, og var den første lille, var det intet imod denne. Den ville ikke til overfladen, bare stod og borede og tung var den, faktisk så meget at oplevelsen bare skal glemmes hurtigst muligt. Søndagen brugte jeg i Hjortvad Å, men en drilsk vind vanskeliggjorde fluefiskeriet og det blev ikke rigtig til noget. Kongeåen om aftenen, men lige så lidt her. Lørdag d. 1. oktober. Svendborg klubben på besøg i Varde. Vores venskabsforening fra Svendborg mødte op med 14 mand i dag, for at kæmpe om en pokal. Det blev en regnvåd men særdeles hyggelig formiddag på Hvide banke i Varde Å. | 
| Kaj Verner med flot efterårsfisk, 67 cm og 3,2 kg. | | | 
| Carsten fra Svendborg med morgenens første fisk på ca. 2,5 kg | | 
| Lørdagsfrokost på Hvide banke. | | 
| | | | | 
| Lun nyrøget laks. | | | 
| Norsk sommerlaks importeret til kanten af Varde Å. | | | 
| Nyrøget laks og masser af hygge på Hvide banke. | | | 
| | I går fredag kom de første Svendborgensere herover. Alt i mens jeg kom gående oppe fra mastesvinget, kunne jeg pludselig lugte rygeovn. Efterhånden som jeg fik fisket mig nærmere Hvide banke, blev røglugten stadig kraftigere. Da jeg så endelig var helt dernede, blev jeg inviteret på nyrøget laks. Det var ikk' så ringe. Fortroppen fra Svendborg lystfiskerforening ankom tidligt, anledningen er lørdagens fælles fisketur med efterfølgende fest i klubhuset. Her ovenover, ser I dels billeder fra fredagens kulinariske oplevelse (hvor der for resten slet ingen fisk blev fanget) og dels lørdagsturen, hvor en Svendborg mand (Carsten) fangede morgenens første havørred på ca. 2,5 kg. Lidt senere mødte jeg en storsmilende Kaj Verner, han kom gående med en fin fisk oppe fra Karlsgårdesvinget. Det tredje billede er lørdagsfrokosten lige efter at regnen er stilnet af. På et tidspunkt var der forsamlet 10-15 mennesker, så der var godt og vel fyldt op. Efter formiddagsfiskeriet på Skonager stykket, spiste vi Kelly-ristede pølser og kørte derefter til de nye sving. Der var der fyldt op, så efter et hurtigt træk nedover, valgte jeg at slutte fisketuren, badet i strålende sol, efter at regnen var stilnet af. |
|
There are no translations available. September måneds opslagstavle indeholder:- Varde Å natur genopretningsprojektet er en realitet
- Skanderborg fluebindertræf
- Hjælp påkrævet i Nordjylland/Sæby Å
- Rapporter fra områdets åer
- Belastende østkyst rapport
- 14 kg laks fra Varde Å
| Fredag d. 30. september. Hvis stangen er knæk't, Korsholm klarer det kækt. Ok, måske overskriften er lidt søgt, men det er en glad mand der skriver disse linier. Min nye Guideline LPXe er lige kommet ind ad døren og om to timer går jeg og tester den i Varde Å. Stort tak til Jimmy for den hurtige bytte service. Torsdag d. 29. september. Brugte eftermiddagen i Sneum Å. Rigtigt efterårsvejr med heftig regn, strålende sol og en strid vind. Vandet var steget og var blevet grumset og fiskene glimtede ved deres fravær. I Kongeåen var der meget stille, et par enkelte fisk af vandet, men det var det. Tirsdag aften. Og en mindre laks fra Sneum. | | 
| 75 cm 3,2 kg. |
Efter kaffetid nåede regnen herud til Bramming. Det skønneste efterårsvejr ovenpå al denne hæslige sommervarme som har varet i alt for lang tid. Nå, jeg kørte til Sneum Å endnu engang. Havde næppe kastet 20 kast, før den første fisk følger efter. Jeg kaster og kaster, men intet sker der. Til sidst går jeg videre og kaster hvor det er muligt mellem træerne. Pludselig hænger fluen fast i bunden, men ikke den sædvanlige slags bund, den her rykker igen. Fint nok, den svømmer rundt nede i hullet foran mine fødder, men farer ikke af sted, sært for det er ikke en af de sædvanlige småfisk. Efter 10 minutter kommer der så en letfarvet hanlaks til overfladen. Efter lidt besvær får jeg den nettet og op på land. Den er 75 cm lang og vejer 3,2 kg. Tirsdag d. 27. september. Endnu en kæmpelaks fra Varde. Der var alligevel et par stykker der havde held til at få fisk på land i går. En Esbjerg fisker fangede således en laks på 14 kg og 120 cm. Jimmy oppe fra Korsholm, havde held til at fange en lille laks på ca. 3 kg. I Sneum å fanges der steelheads med havlus og I Karlsgårde sø, er gedderne igen begyndt at røre på sig. Mandag d. 26. september. Varde Å. En dejlig, dejlig dag i Varde Å. Skønt vejr og glade mennesker ved åen, masser af fisk der viste sig i overfladen. Så selv en halv snes stykker. Der er fisk overalt men de er ved at være godt farvede, nå men skidt når de ikke vil bide. Der var i alt fald ingen der mærkede noget i den tid vi var der. Det er ved at være lidt tid siden jeg sidst var der, men jeg kunne forstå på de der havde været der for nylig, at vandet er steget omkring 25 cm. men det er klart og dybt nok til at man kan fiske med de sædvanlige tunge liner. Søndag . d. 25. september. Lidt fra Kongeåen. Eftermiddagen brugte jeg i Kongeåen. Der var ringende fisk spredt over hele stykket. Havde dog valgt at bruge synkegrej og vårfluer, hvilket da også resulterede i 6 kontakter, ingen af dem ville dog med på land. Efter endt fiskeri, kørte jeg forbi mejeriet på vejen hjemover. Her mødte jeg Kim og Børge på vej nedover åen med det tunge grej. Kim kunne berette om to store fisk, der havde været i overfladen. Børge havde haft kontakt med en kæmpefisk for et par dage siden. "Åen gyngede stadig et kvarter efter at jeg tabte den" fortalte Børge "den var mindst 8 kg" se det var jo en positiv melding, ikke at han havde tabt den, men størrelsen. På turen oplevede jeg noget mærkeligt vådt komme ned ovenfra, regn hedder det vist. Det har vi ikke set længe, der var da også kun få af dem, dråberne. Lad os håbe der kommer flere af dem. I Varde går det også rigtig godt. Der bliver landet en del fisk for tiden, man skulle faktisk tro der var kommet et frisk træk op. Mere om det i morgen, når jeg har været der. Lørdag eftermiddag. Hjælp Sæby lystfiskerforening. Gennem de sidste år, har der jævnligt været rapporter i Sportsfiskeren ang. de problemer de har i Sæby Å med et ulovligt stem, der standser vandrefiskens frie bevægelighed. Som en kulmination på problemet, er den lokale forening så langt ude, at man har valgt at spørge lystfiskerne i det ganske land om hjælp. Dit bidrag til en forhåbentlig positiv løsning af problemet er at give din underskrift til foreningen. Se mere herunder. HJÆLP - de slår vores fisk ihjel. Giv os et par minutter af din/jeres kostbare tid – det tjener os langt ud i fremtiden. Selvom en rapport har fastslået det og vandløbsloven siger det, så er der en stor gruppe mennesker i Sæby, som forsøger på at hindre fiskenes fri passage. Vores politikere løber fra deres ansvar. Vores turistchef synes bare det er synd for fiskene, men nu har de jo vænnet sig til at blive slået ihjel, og så må lystfiskerne jo bare finde andre steder at fiske. Borgerne i Sæby mener det er lystfiskernes skyld og disse har fået hele byen på nakken som følge af at lystfiskerne har startet en underskriftsindsamling, for at få gennemført et projekt om fri fauna passage ved Sæby Vandmølle (fredet) gennem Sæby Stemmeværk (ikke fredet.) Det vil vi ikke finde os i og beder derfor om din/jeres opbakning i denne ulige kamp. Send os din stemme og opbakning. Det kan gøres ved at følge linket herunder til foreningens hjemme side, hvor du/i også kan læse mere om sagen. Her er lige en udtalelse fra en lokal politiker så du/I kan se hvad vi kæmper mod Citat fra læserbrev ” I Teknisk udvalg har vi forslået Amtet, at de i samarbejde med ejerne af Sæby Vandmølle fik sat et nyt vandhjul op igen. Det var virkelig noget der kunne gøre møllen til noget enestående. Jeg har også hørt, at et møllehjul ville kunne anvendes som en slags fiskekarrusel eller elevator og dermed faktisk løse problemet med en bedre fiske passage.” Brian Pedersen. S. På forhånd - tak for opmærksomheden og støtten Med venlig hilsen Sæby Lystfiskerforening Jesper Christensen Formand. http://www.saeby-lystfisker.dk/ Lørdag d. 24. september. Rapport fra et ørredvand. Fredag eftermiddag blev endnu engang brugt i Holme Å. Det var bækørrederne der var målet. Men grundet det gode vejr eller noget andet! ville fiskene ingenting. Brian der var med på turen, havde held til at kroge en enkelt fisk, den ville desværre ikke med på land. Torsdag d. 22. september. Varde Å fisker igen. Eftermiddagsturen gik endnu engang til Sneum Å. Der var masser af småfisk i overfladen, men intet seriøst. Efter en halv times fiskeri fangede jeg en bækørred på 42 cm, efter yderligere et par timers fiskeri og utallige myggeoverfald senere. Kørte jeg hjem igen. Kongeåen fisker godt i øjeblikket, der er åbenbart kommet et nyt træk op. Efter en tids stilstand, er Varde Å igen begyndt at fiske. Tirsdag blev der således fanget 4 laks, den største en fisk omkring 6 kg. Sneum Å besøgte jeg tirsdag eftermiddag sammen med min knægt og hans legekammerat. Hyggelig tur, men mere brombær jagt end fiskeri. Var dernede igen i går. Her tabte jeg en steelhead på knap 3 kg. Efter flere fine spring helt fri af vandet, kørte den noget op og ned for til sidst at falde af, da jeg skulle til at have den ind over grødebræmmen inden ved kanten. Det gode fiskeri fortsætter rundt over det hele, men varmen sætter en stopper for den "værste" bidelyst. Tirsdag. Varde Å genopretningen er en realitet. Journalist Henrik Reintoft skriver i dagens udgave af JyskeVestkysten at naturgenopretningen af Varde Å er en realitet. I går godkendte EU-kommisionen ansøgningen om støtte til snæbel projektet i Vadehavet. Det betyder at EU's Life fond støtter projektet med 60 millioner kr. Med andre ord, der sker en fuldstændig genopretning af Varde Å. Tilbage ligger nu at vi som lystfiskere må rejse de nødvendige midler til også at få lagt de sidste slyngninger neden for værket tilbage. Der snakkes i krogene om at lave endnu et stort stykke frivilligt arbejde fra foreningens side. Tænk om vi kunne få vandet til at rende den rigtige vej i brudesengen, det ville betyde yderligere 2 km fiskevand, og ikke mindst, godt gydevand for vores noget trængte laks. Et sideaspekt der er lige så vigtigt er, at lystfikerturismen vil forårsage et generelt løft i lokal området. Forestil jer at man world wide begynder at omtale Varde Å med samme respekt som man gør med andre store laksevande. Det er simpelthen fantastisk. Stort tak til EU's miljø kommissær Stavos Dimas og til de politikere der har arbejdet så hårdt for projektet, for naturens skyld, og ikke for egen vindings skyld. Den største rose skal dog sendes til alle de frivillige kræfter i Varde Sportsfiskerforening, uden deres enorme og mangeårige arbejde, havde der slet ingen laks været at redde. Projektet forventes afsluttet i juli 2009 hvorefter Karlsgårde værket er et museum der ikke længere ødelægger fiskenes overlevelsesmuligheder. Der er virkelig grund til at hejse flaget. HURRA for det. Tirsdag d. 20. september. Stang føljeton. Så blev der åbningstid i Korsholm og jeg fik ringet til Jimmy. Forklarede ham situationen, hvor på han fortalte at jeg er en af de meget få med den oplevelse (selvfølgelig, det er jo derfor vi fisker Guideline) men det var ikke noget problem, jeg skal bare sende den derop, så ser han på det. Såfremt denne positive oplevelse varer ved, må jeg endnu engang fremhæve den forretning som et sted hvor service og hjælpsomhed er i top, at de så oven i købet ved hvad de snakker om, når de snakker fiskeri, gør jo bare det hele endnu bedre. Måske de skal have nyt slogan "Korsholm kører klatten" men selvfølgelig, det er jo ikke lige det sprog man bruger så meget herovre på disse kanter. Mandag aften. NEDTUR. Jeg havde egentlig tænkt mig en hjemmeaften i dag, men så kom jeg til at tænke på om jeg var helt rigtig oven i rødbeden og tog alligevel af sted. Til Sneum Å. Det skulle jeg aldrig have gjort. Bedst som jeg gik og fiskede underhåndskast, lød der pludselig et ordentligt smæld og min stang spids forsvandt. 10 cm. fra toppen af midtsektionen var stangen knækket, pludselig og helt uden varsel. HULK, min fantastiske Guideline stang der har fulgt mig troligt på flere hundrede ture gennem de sidste to år er pludselig blevet til skrot. Så hvis nogen af sidens læsere skulle ligge inde med en midterdel, som de ikke har noget fornuftigt at bruge til, er jeg bestemt meget interesseret. Udover Salarstangen er denne stang (LPXe13' #8/9) den bedste jeg nogensinde har fisket med og tabet er større end stort. Faktisk er alting ad helvede til lige i øjeblikket. Håber dog på at Guideline vil bytte den, da den stadig er under to år gammel. Mandag d. 19. september. Udflugt til øvre Kongeå. På råd fra en af sidens læsere valgte jeg at bruge søndag eftermiddag på den midterste del af Kongeåen. Dejligt vejr, men med en frisk vestlig vind, der gjorde hvad den kunne for at kaste forfanget hid og did. Havde ikke været på stykket siden majflueklækningen og havde egentlig glemt hvor dejligt der er deroppe. Klart vand, grusbund og kanter der bliver passet fint af det græssende kvæg. Optimale forhold for en fluefisker. Mødte flere ringende fisk på vejen ned over åen, både stallinger og bækørreder, men ingenting der passede til en stor rejeflue. Der er dog ingen tvivl om, at vandet oppe i det område er mange flere besøg værd, og de fisk der går op i åen, må jo være et sted, på mejeriet er de jo som bekendt ikke. Og så alligevel. Lørdag tidlig morgen, havde en af hardcoredrengene held til at fange en fin havørred på ca. 3 kg. Der er masser af brombær i øjeblikket, tag en pause fra fiskeriet og pluk en skålfuld, de er fine på stedet, men lige så gode at tage med hjem til en friskbagt tærte. Her til sidst får I lige en historie om min Irlands-makker Adam. Han havde skrevet da jeg kom hjem i går aftes. Jeg skulle lige trættes med en historie om aftenens fisketur, hvor de to mand havde haft kontakt med 20 fisk ovre i en af østkyst åerne. Her i eftermiddag har jeg lige fået endnu en mail fra Adam. Han skriver at jeg ikke skal blive forskrækket, for der var i alt "kun" 18 fisk der huggede. Han sku selv have huk :-) Fisken vejer 6 kg og er 77 cm lang. Jeg lader billedet tale for sig selv. 
| Belastende stor fisk. Godt gået Adam. Foto© Jens Lund Adamsen |
Mandag d. 19. september. Lidt mere fluebindertræf. 
| Fotograf (og wannebee-nisse) Henrik Tørnquist har begået denne kreation, som optakt til træffet om 172 dage. Preben Kæseler, Team fisk, har kreeret selve invitationen. | | |
Søndag d. 18. september. Ørredfiskeri i Holme Å. For første gang siden majflueklækningen skulle jeg på ørredfiskeri med det lette grej. En dejlig efterårstur til Holme Å med en kammerat efter bækørreder. Vi var fremme på åen ved 17-tiden og solen bagte fra en skyfri. Det var temmelig varmt og der var kun en svag brise. Vandet var helt klart og grøden stod temmelig højt, forholdene var perfekte til tørfluefiskeri, men jeg havde kun medbragt intermediate line og vådfluer. Fiskede nedover åen men havde kun kontakt med grøde, hvilket så også skete i næsten hvert kast. Efter en times tid returnerede jeg til makkeren, for at høre til hans held. Det var som mit, og efter en pause genoptog vi fiskeriet. JC med sine små spinnere og jeg med en lille edderfuglehacklet Skjerns fancy. Pludselig kom der et udbrud fra JC, en stor fisk havde taget hans spinner, han tabte dog fisken med det samme, kastede igen og fik fisken på endnu engang. Igen faldt den af, men tredie gang blev den hængende, dvs. indtil linen knækkede, så vi blev enige om at det sikkert havde været en gedde. Kort efter var det min tur. Det blev til en meget flot bækørred på 38 cm, der selvfølgelig blev genudsat efter endt fotografering. Kort efter havde JC endnu et tilbud, men det blev ved det. Der var sporadiske døgnflueklækninger og mange vårfluer i luften. Aftenen sluttede med den flotteste fuldmåne og det var lidt trist at forlade åen sådan en dejlig aften, men alt godt skal have en ende... 
| September eftermiddag, man skulle tro det var juli. | | | 
| | | | 
| Bækørreder når de er bedst. | | | 
| | | | | 
| Svært at se, men mørket var faldet på da månen stod op. |
Lørdag d. 17. september. Efterår. Det er blevet efterår herovre vestpå. Brugte aftenen i går i Kongeåen, mest med at klapre tænder. Det var meget koldt, vandet. Faktisk så koldt at det er ved at være neoprentid. Men det var en skøn aften, månen var næsten fuld, vinden lagde sig fuldstændig og der var usædvanlig meget træk i vandet i går. Mosekonen bryggede og fiskene glimtede som sædvanlig med deres fravær. Ved ikke med den Kongeå, men der er altså noget galt, der er bare ingen fisk. I går gik der næsten 40 års erfaring på åen og fiskede og intet blev det til. Men alligevel var det en dejlig aften. I Varde var der lidt mere liv. Min lille ven Kasper var på tur med sin fætter, og det lykkedes dem da at fange en fin lille letfarvet laks på 62 cm. Fætterens første, så det var et par glade knægte jeg hørte fra i går. Fisken blev fanget på en gul wobler. 
| Fætter Mortens laks på 62 cm |
Fredag d. 16. september. Skanderborg Fluebindertræf 2006 Fluebindertræffet i Skanderborg er nu en realitet, og bliver afholdt i weekenden 10-12 marts. Der er kun 24 pladser og først til mølle princippet gælder, dog har de personer der tilkendegav tilmelding i år, fortrinsret. Send mig en mail såfremt at du ønsker program tilsendt.
This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it
Torsdag d. 15. september. Varde Å. I dag valgte jeg at afprøve mulighederne i Varde Å, og var derfor kørt til de nye sving. Til min store overraskelse var jeg helt alene. På min vej ned over åen, så jeg flere gange fisk der bevægede sig umiddelbart under overfladen, hælder dog til at det var fredsfisk, da ørreder og laks har en noget voldsommere adfærd. Jeg hverken så eller mærkede noget der er værd at berette om. Tidligere på dagen havde en anden fisker held til at fange en laks på godt 70 cm, men jeg ved ikke yderligere om fangsten, end at manden rystede i lang tid bagefter. Da jeg pakkede sammen, kom Lars Ager forbi, han kom fra åens øverste stykke, Lars havde heller ikke set nogen ting deroppe. Tirsdag aften var jeg i Kongeåen, her var ligeså stille som i Varde i dag. Tirsdag d. 13. september. Sneum Å og Kongeåen. Søndag aften kørte jeg til Størsbølgård, for at fiske det lige stræk inden golfbanen af. Ubetænksomt nok, havde jeg kun medbragt en-håndsstangen, hvilket viste sig at bære en stor fejl. Fiskede nedover hvor det var muligt (kantvegetationen) men udover mulliarder af myg, skete der ingen ting. Mandag aften gik turen til Kongeåen. En dejlig stille aften med stjerner, lidt skyer og en flot halv måne. Vandet er fortsat lavt og klart og meget koldt. Udover en enkelt opstramning i linen mærkede jeg ingenting. Søndag d. 11. september. Kaspers historie om at miste sin første større fisk. Kasper sendte mig en mail i går, han havde været en tur i de nye sving i går morges, her er hans historie: Hey Tommy Har en melding til dig. Lørdag D. 10/9/2005 Mistede jeg en laks på godt 85 cm, blank! I svinget efter skodsvinget, hvor der står et lille træ. rapporten: Jeg var der ude præcis klokken 10, havde smurt rundstykker, og humøret var i top, for det var nu den 17 tur i denne sæson, og endnu en gang spændt på og se om en laksen ville bide, Ankom som sagt klokken 10, og til min store overraskelse var der kun 2 biler, jeg bevægede mig ned langs åen, med stang, taske og selvfølgelig net! Der var ingen fiskere, så de måtte jo nok gå længere opstrøms end broen. Jeg startede fiskeriet ved "skodsvinget" og fortsatte videre ned mod "gartnersvinget" havde nu fisket i en halv times tid. Holdte en lille pause, og fortsatte så ned i svinget efter "gartnersvinget" i dette sving er der en lille busk/træ. Havde kastet 2 gange da en fisk kommer til overfladen og vender lige uden for busken, en kano nærmer sig, men jeg kunne lige nå et kast til. Det gav et sæt i mig, stangen nippede lige, og så sagde det ellers bare SWUNG! Og så var der fast fisk på, tænkte ikke over størrelsen da den kørte stille og roligt ud mod midten af svinget, hvor den stod stille. Kanoen kom forbi, og herren sagde: "Du den første vi har set der har fisk på" Det måtte sige at fiskerne stod længere opstrøms. Da kanoen forsvandt, begyndte fanden at tage ved fisken, op, ned, op, ned.. Den kørte frem og tilbage, og kunne stadigt intet stille op, min 9" fods spinnestang 5-25 gr. kastevægt var presset helt i bund, og linen røg af hjulet. Pludselig blev linen slap, fisken kom til min bred, og til overfladen, på det tidspunkt rystede jeg som bare fanden, ville ikke miste denne fisk! For det var ikke en af de normale 3 kgs. Fighten stod ved i ca. 10-12 minutter, havde råbt adskillige gange efter hjælp, men forgæves min stemme var helt hæs nu, så var der en mulig, nettet! men det var for småt, så måtte jeg ned på maven og ligge i mens jeg havde stangen i den anden hånd, og så håndlande, men kunne ikke nå ud til fisken, prøvede at få lidt hjælp af nettet, men krogen gav slip, og fisken svømmede stille og roligt bort, i det solkinnende vand! Det skal lige siges at fisken lå på siden, og var fuldstændig træt, og klar til landing. En meget dejlig oplevelse for en 14-åriget dreng. Har nu lært at mit grej virker, og man ikke bare lige lander en laks på godt 85 cm. Er selvfølgelig ked af det, men som far siger: "Næste gang vinder du min søn"
MVH Kasper Lørdag d. 10. september. Her er stille. Ugen igennem har jeg været rundt ved de forskellige vandløb i området, Kongeåen, Sneum Å og Varde Å. I Sneum er der fortsat mange myg, men god vandføring og træk i vandet. Spinnefiskerne fanger jævnligt laks. I Kongeåen er vandet klaret meget og vandstanden er lav. I Varde blev der fanget en laks i onsdags. Vi begynder at trænge til lidt regn, jorden er generelt tør og fiskene i åen, er ved at være gamle. Tirsdag d. 6. september. Kongeå nyt. Mandags-turen gik denne gang til Kongeåen. Der var kun enkelte biler på p-pladsen og lige så få ved åen. Startede øverst og fik hug efter ca. en halv times fiskeri. Desværre ville heller ikke den hænge fast, nå skidt, rart bare at mærke noget. Vandstanden er faldet til det laveste i meget lang tid, samtidig er det koldt og klart. Så en enkelt fisk hoppe, derudover var der stille. Nå jo, der kom en ugle forbi i mørket, og et pindsvin mødte jeg da også på min vej. Alt i alt en dejlig stjerneklar aften oven på en varm dag. Mandag d. 5. september. Palle alene i verden. Jeg havde sat Morten stævne i Varde i går aftes. Vi skulle fiske på golfbanen. Jeg var fremme tidligt søndag aften og så til min store overraskelse at der ingen folk var udover Morten, der allerede havde fisket et par timer. Fik lavet noget mad og kaffe og herefter ned over åen. Michael G. Jensen dukkede op med kameraet, men uden fiskestang. Vi fulgtes så nedover og var kun nået op til stryget og havde kastet 6-7 gange. Så ringede Morten, han havde brug for hjælp. Hele vejen retur til Skod-svinget i il-march, ja kom ikke og sig at man ikke får motion når man er lystfisker. Nå, vel ankommet nede ved Morten, stod han og ventede med en temmelig bøjet stang, jeg havde glemt nettet, så jeg måtte en tur i vandet efter den. Flot fisk så det ud til i mørket. Den kom ind til kanten og jeg fik fat i halen, så tog fanden ved den og den rasede rundt i åen. Morten fik dog styr på den, og efter en tid kunne jeg kaste fisken på land. En flot fisk på 4,1 kg og 72 cm. | | | 
| Mortens flotte fisk på 4,1 kg og 72 cm | | | 
| En hårvinget Thunder & lightning conehead rørflue blev dens banemand. | | | 
| Billederne er fotograferet af Michael G. Jensen, der også har lavet forside billedet af Kelly kedlen. |
Søndag d. 4. september. FishingDenmark i sommerlandet. Fredag aften talte jeg med min gode ven Preben Kæseler fra FishingDenmark. Han var på tur med en flok tyske filmfotografer og lystfiskere. De er heroppe for at lave film om det danske å-fiskeri, med vægt på hyggen og alle de oplevelser man finder, selvom man ikke fanger fisk. Preben spurgte mig om jeg havde tid og lyst til at bruge en dag sammen med dem, hvilket resulterede i, at jeg var sammen med holdet hele lørdagen. Kørte så til Skjern og mødte dem oppe i Korsholm, hvor de var ved at blive ekviperet. Der var som altid travlt, men de havde tid til en sludder også, og det er jo altid hyggeligt. Jacob er på vej ud, han skal et år rundt om jorden med fiskestangen i bagagen. Meget spændende måde at realisere sig selv på. Efter indkøbene gik turen videre til Dansk center for vildlaks ude i Borris. Søren Larsen havde travlt med børnefødselsdag, men havde lige tid til at komme over og hilse på. Spændende projekt de har gang i deroppe og godt for den danske vildlaks. Så gik turen videre til Brugsen i Borris for proviantering og endelig til Vorgod Å, hvor der skulle fiskes stalling og havørred/laks. Solen bagte fra en skyfri himmel og det var stort set kun vejr til strandsild eller tapsvedning i skyggen. Vi skulle dog have frokost, så gang i Kelly kedlen og en ekstra grill, for nu skulle der laves proviant. Middagen stod på frikadeller og pølser i pitabrød med tilhørende kolde øller. Alt i alt meget hyggeligt. Endelig blev der tid til lidt fiskeri, der blev fanget et par små stallinger på flue. Jeg gik nedover med to-håndsstangen og en synke meget tung line, men en "Lucky bastard" for enden. Da jeg var nået næsten ned til jernbanebroen og skulle til at tage linen af vandet, skete der pludselig en hel masse, en kæmpe skygge kom op fra bunden og pludselig blev min stang temmelig tung. Først gik tingen en godt stykke nedstrøms og så opad igen. Frem og tilbage, det eneste jeg kunne se var noget stort og hvidt nede i vandet. Nu skulle det være, endelig en af de store Skjern å laks. Troede jeg, for pludselig fik jeg linen tilbage i hovedet, sammen med et stykke raspet forfangsspids. Det var godt nok træls. Så hvis en af jer fanger en stor fisk i Vorgod Å med en tre tommer rørflue i kæften, ville jeg være glad for at få fluen igen. Hen under aften, blev det endnu engang tid til lidt proviant. Denne gang koteletter og bøffer og igen i pitabrød, det er nu noget nemmere end tallerkner og div. Endnu mere fiskeri, igen lidt små stallinger men ikke flere af de store. Vi sluttede aftenen med en kop kaffe under stjernehimlen. En værdig afslutning på en rigtig hyggelig dag, hvor vores gæster fik set at fiskeri er meget andet end at krane fisk på land. 
| Indgangspartiet ved Dansk center for vildlaks i Borris | | | 
| Danske vildlaks | | | 
| De store tanke som fiskene opbevares i. | | | 
| Oplysningsplanche om laksens vej gennem livet. Se mere HER | | | 
| Opvæksttanke | | 
| | | 
| | | | 
| Dejlige Vorgod Å. | | | 
| | |
Jeg glemmer helt at fortælle om åen. Et rigtig dejligt vand for tørflue og nymfefiskeren, lavt klart vand med gode stryg, men også dybe stræk hvor de store gemmer sig. Fiskekort købes hos Korsholm. Bestemt en anbefalelsesværdig å. Fredag d. 2. september. Lille fisk på stille dag. Her til aften kørte jeg en tur til Varde. Havde ikke været der en uges tid og syntes jeg trængte... Alle jeg talte med, klagede over manglende vand og ingen fisk. Fiskede dog nedover, og endte da også med en lille havørred, 1,3 kg og 52 cm. Fin fight med to gode udløb. Den blev fanget på en "Lucky bastard" rørflue. 
| Aften fisk på 1,3 kg og 52 cm. |
Torsdag d. 1. september. Så blev det efterår. Aftenen bragte mig en tur i Sneum Å. Hyggeligt at gense gamle bekendte. Jens Sund rendte rundt med handsker på. Meget forståeligt, der var så mange myg, at jeg var nød til at "flygte" fra åen. Så de af jer, der agter sig til Endrup, husk myggemiddel, de er ekstremt aggressive. Der var masser af både små og større fisk i overfladen, en god aften for tørfluefiskeren. Sidste aften i august var præget af blæst fra syd øst og rimelig lav vandstand i Kongeåen. Fisken var optaget andetsteds, men både tirsdag og mandag aften gav fisk Først på ugen blev der fanget en blank og friskopstegen steelhead.
There are no translations available. August måneds opslagstavle indeholder:- Endnu en kæmpelaks fra Varde Å.
- Varde Å leverer laks.
- Sommerlaksetrækket er kommet til Varde Å.
- Sneum Å fisker godt.
- "Tålmodighed er en dyd" Max B. 1. laks i 56 år.
| Onsdag d. 31. august. Sommeren er slut. Så nåede vi enden af sommeren og afslutningen af sæsonens hidtil bedste fiskemåned. Der er blevet fanget godt med fisk rundt om. Specielt Sneum Å har gjort det godt, men Varde Å har også fisket fint. De seneste dage er der fanget en del grilse. Da jeg havde fornøjelsen af at have Michael Storm i telefonen i går aftes, kunne han berette om både laks, mindre havørreder og en steelhead, sidstnævnte på flue. Igen har der været kontakt med en af kæmpefiskene, men denne gang forblev den u-set. Mandag d. 29. august. Weekenden i Kongeåen. Der er blevet slået grøde i Kongeåen. Det har betydet at vandstanden er faldet 10-15 cm. Det har betydet af fiskene har flyttet rundt på sig, men også at man nu kan komme til at fiske flere steder. Ellers var det rigtig havørredvejr i går, blæsende, overskyet og køligt. Tidlig på aftenen var der en enkelt fisker der drog af med en fisk omkring 2 kg. Jeg mærkede en enkelt fisk, der dog ikke ville blive hængende. Lørdag aften og nat havde Frank Jensen kontakt med tre fisk, heller ingen af disse ville på land. I Varde Å var der er klubkonkurrence i Lørdags. Kasper Har sendt denne lille rapport: Hey Tommy Vil lige fortælle dig at vi havde en kanon hyggelig tur i går ude ved de nye sving. Der blev intet fanget ved de nye sving, men en mand mistede en laks på flue, den tog fluen i mens han snakkede i telefon, og så slap den igen. Jeg mistede en lille blankfisk, enten havørred eller steelhead på omkring 40-45 cm fik den helt ind til kanten, men den hoppede af, på wobler. En mand der hedder Otto fangede en laks på 96 cm og 8.5 kg det var ham der vandt pokalen, den var så småt begyndt at få farve, men rimelig tyk. Håber du også havde en god tur med dine børn :)
MVH Kasper Søndag blev der fanget tre sommerlaks i Varde Å. Lørdag blev der fanget en laks på 8,5 kg 96 cm. Fredag d. 26. august. Dagsrapport fra Kongeåen. Torsdagens regnvejr har forårsaget yderligere vandstigning i Kongeåen. Mindst 10 cm er den steget i forhold til onsdag. På de gængse vadestykker er vandet nu så højt at man enten skal have jakken inden for wadersene, eller lade fotoapparat og telefon blive hjemme. Tidlig torsdag aften mødte jeg en gammel bekendt, der havde gået med orm hele den tidlige aften, han havde hverken set eller hørt noget. Da mørket havde sænket sig og regnbygerne igen kom ind over, begyndte fiskene at vise sig, så og hørte således tre fisk, en af dem temmelig stor. Havde fisk til fluen to gange, men ingen af dem ville blive hængende. Inden jeg drog til åen, talte jeg med Palle Jørgensen oppe i Varde, han havde holdt en uges fri fra fiskeriet, men kunne i øvrigt fortælle at der var temmelig stille deroppe i øjeblikket. I alt fald hvad fiskene angår, der var masser af håbefulde folk der var ude og lufte grejet. Torsdag d. 25. august. Havørredvejr i Vestjylland. Onsdag aften var det, det dejligste havørred vejr herovre vestpå. Frisk vind, overskyet og spredt regn. Nærmest perfekt og der var da også en del folk på åen. Jørgen Strand kom humpende op på p-pladsen da jeg ankom, han havde forstuvet foden da han skvattede i åen den anden dag. Alt imens vi sad og sludrede, kom Johan murer forbi, han kom ude fra Bid 1 og havde som sædvanlig ingenting fanget, påstod han i alt fald, men vi måtte ikke kigge i bagagerummet!!! Nå, vi hører sikkert mere om fangsterne når fiskeavisen kommer på gaden næste gang. På mejeriet gik de sædvanlige skrappe fyre, men ingen havde mærket noget da jeg talte med dem, heller ikke jeg. I Sneum Å er der en spinnefisker der virkelig har haft tur i den. Det lykkedes ham at fange to havørreder tirsdag. En på 66 cm og 3,8 kg og en på 72 cm og 4,5 kg. Flotte fisk, der blev fanget på blink. Tirsdag d. 23. august. God oplevelse med ny fisker. Jeg er aktiv bruger på fisketips.dk og kender derigennem folk, jeg formentlig aldrig ville have mødt på vanlig vis. Gode fiskekammerater og gode fluebinderkammerater. Mandag aften var det så blevet tid til endnu et møde med en "skrivemakker" Denne gang var det Linda, der er flyttet fra Haderslev og herover på Vestkysten. Linda er hardcore fluefisker på kysten, men har aldrig prøver natfiskeriets lyksaligheder. Det skulle der gøres noget ved og derfor kom hun herud i går aftes. Efter klargøring af grej, kørte vi til Kongeåen. Her mødte vi Jørgen Strand på p-pladsen, med et temmelig smørret grin, drivvåd var han, hele vejen op til midt på maven. "Jeg faldt sq i vandet" fortalte han. Jeg blev lidt forskrækket for Jørgen er ikke længere den der er mest mobil, men ud over forskrækkelsen, havde han ikke lidt overlast og heldigvis for det. Jørgen kunne videre fortælle at han havde haft kontakt med tre fisk på orm og spinner og han var vist ikke alt for glad over at han var nød til at køre hjem. Linda kastetrænede med to-håndsstangen oppe på græsset, hvorefter vi gik til åen, som vi havde helt for os selv. Der blev fisket nedover og vi hørte faktisk mange springende fisk, flere end før i år. Vandstanden er steget siden weekenden, så der er sikkert kommet flere fisk op. Jeg havde en enkelt fisk oppe til fluen og Linda, ja hun havde kontakt i hvert kast, meen jeg tror at det var siv det meste af det. Aftenen og natten var vidunderlig, da skydækket var trukket væk, lå åen badet i det skønneste månelys, en sådan nat der aldrig burde få ende. Det fik den desværre, intet godt varer evigt. En dejlig tur var det, og Linda, ja hun er vist "lost forever", så rigtig hjertelig velkommen til et nyt medlem af denne flok skøre kugler der bruger al deres fritid på natteroderi ude i naturen, i stedet for at sidde hjemme og passe familierne. Mandag d. 22. august. Fisk over alt. I Kongeåen i går aftes, var vi de samme få som vanlig. Det var en kold, fugtig og blæsende aften, sådan en vi sukker efter, vandstanden er rimelig høj, og der er fisk i åen. En enkelt ikke navngiven fisker, fangede to havørreder, en undermåler og en fisk omkring 2 kg. Frank havde fisk oppe og pille ved fluen, mens jeg selv mærkede intet. I Sneum Å havde Børge fra Esbjerg det held at fange sin første fluefangede havørred. En flot fisk på 67 cm og 3 kg. Stort tillykke til ham. Her i eftermiddag ringede Lars fra Isaksen-klanen, han kunne fortælle om endnu en laks, denne gang en på 72 cm og ca. 4 kg. Fisken som han (selvfølgelig) fangede på wobler, blev genudsat efter endt måling. Lars beretter videre at vandstanden i Varde i øjeblikket er meget lav, men det er åbenbart ingen hindring. Også tillykke til Lars. Søndag d. 21. august. Tålmodighed lønner sig. Og pludselig blev Kongeåen god! Jeg var kørt ned til Kongeåen, Franks fisk fra fredag nat, spøgte lidt i tankerne, så da dagen blev gammel kørte jeg på mejeriet. Startede øverst og kæmpede mig gennem sivene, der stod en meter over hovedet. Pludselig kom der en fisk springende ud af vandet, så tæt på at jeg kunne røre den, op og starte forfra, men den ville ingenting. Mosekonen havde fået den tossede ide, at hun skulle brygge til aften, vinden var så svag at det næsten var lige meget, så overvejelserne gik på at stikke snuden hjemover, men i det samme kom månen op, rund og orange, og meget flot. Det skulle bare være i dag, så jeg fortsatte fiskeriet. Nedover det gik og pludselig blev fluen tung, fisken rullede rundt i overfladen nogen gange, hvorefter den gik på bunden. Den fulgte stille og roligt med, så jeg regnende ikke med at den var særlig stor. Pludselig ville den den anden vej og så kunne jeg mærke at det ikke var en tre punds fisk. Efter lidt tovtrækkeri, kom den i nettet og da jeg løftede den op over brinken, blev jeg glædeligt overrasket, den var tungere end jeg troede. Vel oppe på land, var fluen faldet ud af kæften. Den fik et gok, jeg skiftede flue og belavede mig på at fiske videre, men det gik ikke, man kan ikke fiske, når man ikke kan få armene ned. Jeg pakkede sammen og bar fisken op til bilen. Det var sq en tung tur, men hurra for det. Jeg fik taget et natbillede som I kan se herunder. Fisken vejede 4,4 kg og var 75 cm lang. Fin tyk madamme. Den tog en Lucky Bastard fisket på flydeline. 
| 4,4 kg 75 cm |
| 
| Fra en hyggelig og regnfuld aften i Sneum Å. | | | 
| Johnny wobler med sin aftenlaks fra sidste uge. | | |
Lørdag. d. 20. august. Fisk i Kongeåen. Besøgte Kongeåen i aftes. Vi gik fem mand og fiskede dernede i aftes/nat. En meget flot aften med fuldmåne og en let lun brise. De fleste kørte hjem ved midnatstid, men Frank og jeg blev derude. Efter at have fisket det øverste stykke af, valgte jeg at køre på Spangen, affiskede stykket to gange, og mærkede da også et eller andet. Da jeg var på vej hjemover, ringede Frank, han havde fanget et flot fisk på ca. 3 kg. Ned for at tage billeder af den (som jeg nok skal lægge ud på et tidspunkt) En meget flot blankfisk på 63 cm, med mærker efter havlus, den havde vist ikke været i åen så længe, den var i alt fald stadig hvid på bugen. Den blev taget på en kæmpe rørflue. Frank fortæller: "Jeg havde lige lagt fluen ud i første kast, i samme øjeblik forfanget blev strakt, huggede den, fluen var endnu ikke blevet våd" Lidt faktuelt om åen lige nu: Der er masser af vand i åen, grøden står meget højt, så højt at det er nærmest umuligt at fiske med synkeline. Jeg brugte en synke 2 i går og hang i bunden i hvert eneste kast, så det er nok bedst at bruge en flydeline, eller en intermediateline. 
| Franks flotte fisk fra i nat. |
Eftermiddagen blev brugt i Varde Å. Det var en meget varm oplevelse og åen virkede fuldstændig død. Efter at have fisket det øverste stykke af, gik jeg op forbi trappen, her stod en meget stor fisk, sandsynligvis en laks +80 cm. Den stod flankeret af to mindre fisk, som jeg tror var to hanner der gjorde haneben til den store hun. En enkelt person fangede en laks på godt 60 cm andetsteds på åen. Fredag d. 19. august. Lidt nyt fra området. Torsdag aften stod i Vardes tegn. Solen havde været "på" hele dagen, så det var temmelig varmt og med en frisk varm vind. Valgte at køre på Hvide banke. Mødte Alfred som jeg fulgtes med, han kunne fortælle om en stor fisk han nu havde jagtet i 14 dage. Desværre havde han fanget en busk, og den havde beholdt hans store blink. Vel nede ved åen, mødte vi en ung fyr, der gik og kæmpede med sin to-håndsstang. Det gik ikke så godt, men efter lidt vejledning fandt han ud af, at det ikke var stangen det var galt med, og pludselig begyndte det at køre for ham. Efterhånden som aftenen skred frem, stod månen op, stor, rund og meget flot, vinden havde lagt sig, det var en fantastisk aften. På vej tilbage fra Laksesvinget, mødte jeg Alfred oppe på bænken, han var som jeg dybt fascineret af den vidunderlige aften og vi sad bare og nød det. En rigtig hyggestund. Tørfluefiskeren ville have haft kronede dage, der var masser af ringende fisk, men ingen af de store, så vi noget til. Vandet er faldet meget, er lavt og stadig farvet. Onsdag eftermiddag og aften blev brugt i Sneum Å. Det var en af de gode dage med en fint skydække, der gjorde det til en god oplevelse at gå vad åen. Jeg har købt en ny synkeline, den skulle afprøves og det skal jeg love for at den blev. Pludselig kom jeg ned til fiskene, det resulterede da også i, at jeg havde kontakt med tre fisk, og så på en dag. Så det kan altså lade sig gøre at fange fisk på flue i Sneum, hemmeligheden er bare at man skal dybt nok. Onsdag d. 17. august. Endnu en dejlig dag ved Varde Å. En god ven langtfra, havde endelig fundet hul i kalenderen, så fra morgenen, på en god fridag, kørte vi til Brune banke. Meteorologerne havde truet med solskin og varme, heldigvis havde skyerne ikke hørt det, så vi havde det fineste vejr. Dagen startede så med friske rundstykker og wienerbrød fra den lille bager i Bramming (meget anbefalelsesværdig) og kaffe fra Kelly kedlen. Kort efter var vi på vej ned gennem Brudesengen, ivrigt viftende med diverse fluer i mange farver. Efter en tid stødte vi på John, en af Varde foreningens medlemmer fra "Gamle-klubben" John kunne fortælle at næsten alle medlemmerne var forsamlet ved åen, så om ikke andet, ville dagen blive hyggelig alene af den grund, at denne flok veteraner kan fortælle de bedste historier om åen og om livet i almindelighed. På vej opad mod Hvide banke, mødte vi Steen Murer, der også var ude med en god ven. Steens makker, der var på åen for første gang mandag, havde haft det ufattelige held at fange en flot blank havørred på 6 kg om aftenen. Nå, men vi nåede frem til Hvide banke, og ganske rigtig, de var der næsten alle sammen. Alfred havde set en stor fisk, som han havde jagtet hele morgenen, dog uden det store held. Max kunne fortælle om en kæmpelaks "Den er større end den Jens Snitgaard fik den anden dag" fortalte han. Den ville heller ingen ting! Efter lidt fiskeri og masser af snak, blev vi enige om at køre til Vesterbæk. Det var efterhånden blevet frokosttid, så vi grillede pølser på å-bredden og sad og kiggede på isfuglen. Det kan man altså bare ikke blive træt af. Mere fiskeri og efterhånden som det var blevet eftermiddag, kørte vi i de nye sving. Også her røg vi ind i en gruppe bekendte, denne gang var det Isaksen-klanen og flere af de andre medlemmer fra HUG, mere snak, men der blev også tid til lidt fiskeri. Solen havde efterhånden ødelagt det fine skydække, vi havde været velsignet med hele formiddagen og det var blevet modbydeligt varmt. Dagen var blevet gammel og trætheden begyndt at melde sig. Carsten havde langt hjem, så vi enedes om at slutte dagen. En hurtig kop kaffe og hjemover, med løfte om gensyn i Skjern den 12. september. Lidt faktuelt, skal I også have: Vandstanden er faldet meget den sidste uges tid. Vandet er klart men brunt som det skal være. Vi trænger igen til vand, således at der kan komme et nyt træk op. Der er dog masser af fisk i åen, både store og små, så der er ingen undskyldning for ikke at besøge denne Vestjyske perle, hvis man har hang til havørred og laksefiskeri. Mandag d. 15. august. Mere om Vardes storlaks. Så skete det igen. Søndag morgen havde Per Muff kontakt med en rigtig stor fisk, den er forsigtig skudt til 10+ kg. Efter at have taget fluen, sprang den af vandet og fluen faldt ud. Ellers har dagen været stille og først hen under aften kom der liv i åen. Der var således en del fisk der viste sig i overfladen, men ingen med hang til en tur på land. Månen hang lavt, halv og helt orange lige over kimingen, myggene holdt ædegilde og mosekonen havde travlt med årets bryg. Simpelthen en vidunderlig aften. Søndag eftermiddag 14/8. Kongeåen har givet fisk i dag. Benn Lodberg har begået en laks og en havørred her til formiddag. En laks på 66 cm og 2,5 kg (orm). Havørreden var en fin fisk på 3,8 kg(spinner). Der var yderligere to fiskere på åen, to af hardcore-fluedrengene, de præsterede det sædvanlige, vaskede fluer og nød naturen. Søndag d. 14. august. Lidt fra Varde og Sneum åer. Lørdag aften gik turen til Varde. Jeg kom til åen ved 17-tiden og så til min store overraskelse, at jeg var den eneste fisker. Mærkeligt nok med det fiskeri der foregår for tiden. Ned over det gik og i gang med fiskeriet. Et par kammerater dukkede op, så der var snart basis for en hyggesludder. Dagen havde været interessant for en tørfluefisker, idet der var gode klækninger af både caenis og H. sulphurea såvel som H. fuscogresia. Der var jævnligt småfisk i overfladen. Men også store fisk var ude af vandet. En fisker, om hvem jeg har lovet ikke at nævne navnet, havde det uheld at tabe tre fisk i dag, to i morges og en her til aften. Lasse, der ligeledes er en af deltidsfluefiskerne, havde i dag held til at fange sin anden fisk på flue. En flot blank nyopstegen havørred på 57 cm med havlus. Godt gået Lasse. Vi sad og sludrede oppe i skodsvinget da han råbte, løb hele vejen ned til gartnersvinget, jeg var helt overrasket over mig selv, viste slet ikke at jeg kunne det mere. Kasper Nettohund, et af de nye skud på stammen, var også en tur forbi, egentlig for at fiske, men det blev også mest til snak. | | 
| Lasse med flot friskopstegen havørred |
På et tidspunkt var jeg blevet rygetrængende, havde lige kastet ud, stod med pibe i den ene hånd og tobaksdåsen i den anden, så ringede telefonen, tobakken over i den anden hånd til piben, telefonen op til øret, så jeg havde hænderne godt fulde, og hvad skete der, ja gæt selv, selvfølgelig var der en fisk oppe og hugge på fluen, det gik som den slags skal og jeg slap endnu engang for slimede fingre. Alt i alt en dejlig aften, måtte de aldrig få ende. Billeder må I have til gode, har en fejl 40 på computeren i øjeblikket, håber det snart løser sig. Fredag aften foregik i Sneum Å. Jeg kom sent til åen og de fleste var på vej hjem, således også Johnny "wobler" med en fin lille laks under armen. Aftenen gik med at vaske fluer og med at kigge på stjerner. Der var masser af stjerneskud, meget flot skue, da himlen sent blev helt skyfri. Ved 22-tiden skete der det mærkelige at åens bækørreder begyndte at gå til overfladen, det har formentlig været spent spinnere de gik efter. Fredag eftermiddag 12/8. KÆÆÆMPELAKS I Varde Å. Jeg har netop haft Michael Storm i telefonen. Storm er jo blevet deltidsfluefisker efter succes'en i mandags med den genudsatte laks på 68 cm. Onsdag aften var den så gal igen, men denne gang rigtig gal. Storm fortæller: "I 12 eller 13. kast, får jeg bundbid, grøde, eller noget andet irriterende. Jeg prøver at rykke fluen fri, men pludselig rykker den igen". "Fisken står dybt og er ikke til at få til overfladen, efter en tid, går den ud af hullet og ind under egen brink, den står dybt, og er ikke til at få op. Sådan går der et kvarter, i mellemtiden er tre andre fiskere kommet til, alle så rutinerede at de kan se på stangens udbøjning, at det ikke er en af de "sædvanlige små" på 10 kg." Få minutter senere kommer der et stort rødt uhyre til overfladen, Lars Isaksen der står med sit store net, smider det og siger "det her net duer ikke, det er for småt" Steen murer konstaterer at den fisk der blev elektrofisket i december er mindre end den Storm har på. Kort efter knækker forfanget og fisken går i dybet igen. Storm står tilbage med en lammende fornemmelse i kroppen og en forfangsspids der er fuldstændig flænset i stykker over 5 cm. Laksen der er en han, har en kæbekrog på 5-6 cm, siden blev anslået til at være 45 cm høj, 120+ cm lang og anslået til at veje 15 kg + måske næsten 20 kg. Af flere af tilskuerne skønnet til at være større end Henning Clausens laks på 16,4 kg. Måske det bliver i år at rekorden bliver slået, jeg skulle ikke blive overrasket. Fredag d. 12. august. Kongeåen og Sneum Å fisker godt for tiden. I Kongeåen, der jo som bekendt har været helt fisketom sommeren over, er begyndt at fiske for alvor nu. Efter sigende er det lykkedes en enkelt spinnefisker at fange 7 havørreder på en dag og ydermere en laks. Det lyder næsten som årets løgnehistorie, men jeg har set billeder og den er god nok. Også andre fanger fisk, så det er måske ved at være tid til endnu et besøg dernede. Sneum Å fortsætter på lignende vis og igen i går blev der fanget laks. Rygterne har selvfølgelig spredt sig og fiskepresset er ved at være hårdt, men det er rart at møde folk dernede og der bliver brugt meget tid på snak. Vandstanden er rimelig høj og der er god træk i vandet, men der skal fiskes dybt, så dybt at synke 2 line end ikke gør det. Onsdag d. 10. august. Endnu en kæmpelaks fra Varde Å. Tirsdag lykkedes det Jens Snitgaard at fange en laks på 106 cm og 11,4 kg. Jens fortæller at han fangede den på et Toby blink i laksesvinget. Fighten varede omkring tre kvarter. "Mit livs fisk" fortæller en meget glad Snitgaard. Varde Å er da bare fantastisk. Stort tillykke. Onsdag d. 10. august. Nyt fra Sneum Å. Aftenens tur gik til Endrup og Sneum Å. Der er rigtig meget vand, faktisk er det steget hele dagen og der er så meget, at der står blankt vand oppe i engen. En enkelt fisker havde held til at fange en halv meter fisk, men det mest spændende var, da det var ved at blive godt mørkt, kom der pludselig to temmelig store bølger op gennem åen. Ved ikke hvor store de var, men sådan som åen gyngede, var det vist ikke smolt. Spændende og meget sjælden oplevelse, da man faktisk aldrig ser fiskene før man har haft held til at kroge dem. Jens Lygum havde held til at fange en fin fisk mandag morgen, men se mere om det på Sydvestjysk. Tirsdag d. 9. august. Fest i Varde Å. Mandag aften bød på en rigtig dejlig oplevelse i Varde Å. Der var omkring 15 fiskere samlet i Skodsvinget ved golfbanen. Der blev fisket godt og grundigt, men der blev også tid til hygge og masser af snak. Der blev grillet pølser og alle virkede til at have en rigtig rar aften. Michael Storm gjorde det igen, altså fangede en laks. Det var Storms første fluefangede laks, så han var en rigtig glad mand. Fisken var 68 cm lang, strygende blank og med havlus. Stort tillykke herfra. Fisken blev genudsat, da Storm allerede tidligere på året hjembragte en 7 kg laks. Afslutningsvis, skal jeg fortælle at åen i går var meget høj, men vandet, skønt farvet, var temmelig klart. Søndag d. 7. august. Sommer laks i Varde Å. Så er sommertrækket kommet. De seneste dage er der fanget flere fine blanke laks med løse skæl, helt friske fra havet. Seks fluefiskere og to ormefiskere var på åen her til morgen, begge ormefiskere fangede laks, fisk omkring 60-63 cm. Fluefiskerne havde alle til hobe en dejlig morgen, med strålende solskin og isfuglen der kom forbi. Lørdag aften blev der fanget en lille blankfisk oppe ved Skonager, så det ser ud til at der er fisk overalt. I Sneum Å fortsætter spinnefiskerne med at kane fisk på land, der er således fanget to fisk de sidste par dage. I Kongeåen, tro det, eller lad være, har en enkelt ormefisker landet 7 havørreder og to laks den forgangne uge, mest småfisk, men glædeligt at der endelig fanges noget. Fredag d. 5. august. Torsdag nat og lige hjemkommet fra en dejlig aften tur i Varde Å. Der var underlig stille, kun få folk ved åen, og de der var, var godt spredt mellem hængebroen og isfuglesvinget. Fire fluefiskere, alle rutinerede lokale folk, der kender deres å, ingenting sker der, vandet er helt dødt. Palle kommer oppefra isfuglesvinget, hvor han tabte en fin fisk onsdag aften, han gider ikke mere, og efter en kort snak går han hjemover. To kast senere er der fast fisk, kontant hug, steelhead eller gedde er min første tanke. Og så ryger den ud af vandet, for blank til at være en gedde. Den følger med, og da linen er ved at være inde, tager fanden ved fisken og den farer nedstrøms, hvor den laver endnu et spring helt fri af vandet, efter endnu et par ture op og nedstrøms, er den ved at være træt. Jeg kan lande den, stoppe en pibe tobak og bare sidde og nyde at kigge på fisken. Endelig efter så lang og mager en sæson. Aftenens fisk var altså en havørred, 57 cm og 1,8 kg. Torsdag d. 4. august. Åerne er endelig begyndt at fiske. Den megen nedbør har trukket en masse fine sommerfisk op i åerne, særligt Sneum Å kaster fisk af sig for tiden, hvilket brinkerne bærer tydeligt præg af. Der hvor der ikke er trampet stier ned til åkanten, står græs og siv meterhøjt. Kongeåen har kastet lidt småfisk af sig, nok til at trække en masse mennesker af huse, der holdt således 8 biler ved mejeriet tirsdag aften. Varde Å har også leveret et par laks de sidste dage. Max Brodersen, der har fisket i åen hele sit liv, fortalte at tålmodighed belønner sig, det er således 56 (seks og halvtreds) år siden, at Max sidst har fanget en laks i åen. I tilgift for fisken, var Max ydermere så uheldig at hans fluestang knækkede, mens han var ved at fighte fisken, men den kom på land og Max har fået sig en ny fiskestang. |
|